Partner login

Den arktiske vildmark kræver det rigtge arbejdstøj

Snickers Workwear - Danmark

Kulden bider, og vinden pisker mod ansigtet. Og derude i den arktiske ødemark lunter sultne isbjørne omkring. Det er her, Rune Ryen og hans kolleger arbejder i et af verdens nordligste byggefirmaer. Iført elefanthuer og beskyttelsesbriller er de i gang med at forvandle en nedlagt lille
kulmineby på grænsen til Nordpolen.

Følt temperatur: –66 C. Vinde af orkanstyrke og isbjørne. En helt normal dag for Rune Ryen og hans kolleger, som er bygningsarbejdere i verdens nordligste samfund.

Fra flyets vinduer er det eneste, man kan se, et uafbrudt landskab af is og bjerge. Dernede vokser der ikke et eneste træ, og de få blomster, der springer ud, kæmper sig op gennem isen, blomstrer
intensivt i et par måneder og forsvinder derefter ned under isen igen. Dette er en arktisk ødemark, så langt øjet rækker.

pas på isbjørnene

Svalbard ligger på grænsen til Nordpolen, og da vi stiger ud af flyet, får vi øje på et skilt, som advarer os om at passe på de lokale isbjørne. I en lille guidebog står der, at vi under ingen  omstændigheder må forlade landsbyen uledsagede eller ubevæbnede. Dette er et koldt, øde og farligt sted.

Og som om det ikke var nok, er Longyearbyen – som er Svalbards største kommune med et indbyggertal på et par tusinde mennesker – en tidligere kulmineby. Vinterlandskabet har et industrielt præg, og tunge lastbiler drøner frem og tilbage til mine nummer syv – den sidste mine, der stadig er i drift her – med deres last af kul i en endeløs strøm af trafik. Det er, som om nogen havde hentet en hel, snavset nordengelsk mineby fra et par århundreder tilbage, frosset den til is og derefter placeret den mellem betagende bjerge og et farligt dyreliv.

”Når vi arbejder uden for byen, er vi altid bevæbnede,” siger Rune Ryen, byggeleder hos Sandmo & Svenkerud, det største byggefirma i byen. ”Det er ikke så tit, at bjørne kommer ind i byen, men når det sker, bliver de hurtigt bedøvet og fløjet væk med helikopter. Uden for byen skal man derimod konstant være på vagt. Men det er ikke isbjørnene, der er det største problem.”

Arktisk kulde

ændringer resulterer i øget hotelbyggeri

Svalbard er under forandring. Fra mineby til vildmarks paradis for turister. Eventyrere valfarter hertil for at se det fantastiske blå lys, isbjergene og isbjørnene. Sidste forår indtog 1.500 solformørkelses-entusiaster stedet (en af dem blev spist af en bjørn), og de lokale hoteller var fuldt bookede så hurtigt, at japanske rejsebureauer tilbød turisterne mulighed for at sove ombord på flyet, som bragte dem hertil. En stor del af bygningsarbejdet på Svalbard er derfor relateret til
hoteller, og i fremtiden vil øgruppen stå på to ben – turisme og forskning.

Bag de smukke naturlige omgivelser ligger dog de lange dage. At arbejde inden for byggeri her er ikke som andre steder. Sidste vinter havde Svalbard den hårdeste vinter i nyere tid. Da blæsten var på sit højeste, gjorde kuldefaktoren, at det føltes som 66 grader under frysepunktet. Vægge faldt sammen, og vinden blæste endda den enorme containerkran nede i havnen væk.

”Det var det værste, jeg nogensinde har oplevet,” siger Almar Gregersen, som har arbejdet på øen siden 1970’erne. ”Det var blændende hvidt lige foran næsen på os, blæsten var af orkanstyrke, og vi kunne bare ikke stå oprejst. Vi bliver sjældent hjemme fra arbejdet, men det var en af de sjældne lejligheder.”

Kulde kræver det rigtige arbejdstøj

en almindelig arbejdsdag = Minus 40 grader

På mere normale arbejdsdage svinger temperaturen mellem 30 og 40 minusgrader, og vinden er ganske vist ikke altid af orkanstyrke, men den opbygger tilsyneladende sin hastighed hele vejen fra helvede, før den slår sig løs på Svalbards åbne vidder.

Når det er minus 40 grader, går vi ud og arbejder i en time, men så kan vores fingre simpelthen ikke gribe om værktøjet mere. Vi må derfor gå ind og varme os i en times tid, før vi igen kan gå ud til arbejdet.”

Golfstrømmen flyder lige forbi her, så det er varmere her end andre steder på denne breddegrad, men det er vinden, der er ren og skær helvede,” siger Rune. ”I Tromsø kan de f.eks. rejse enorme telte over deres byggepladser, som gør det varmt og hyggeligt, mens du arbejder, men her ville et telt som dette ikke holde mange dage. Nogle gange arbejder vi iført elefanthuer og  beskyttelses-briller. Når det er minus 40 grader, går vi ud og arbejder i en time, men så kan vores fingre simpelthen ikke gribe om værktøjet mere. Vi må derfor gå ind og varme os i en times tid, før vi igen kan gå ud til arbejdet.”

”Der er kun én fyr, der bliver ude hele dagen,” siger Almar. ”Vi har en ukrainsk maler, som sidder på sin skammel med en cigaret hængende fra læberne, og han sidder der og maler, indtil det er tid til at gå hjem. Vi bringer ham varme drikke i ny og næ. Han er en rigtig ekstrem overlever! Vi andre måtte tage flere lag tøj uden på hinanden, indtil vi lignede Michelinmænd, men hvis vi gjorde det, ville vi ikke være i stand til at arbejde.”

Svalbard

Stærk vind kan pludseligt dukke op

Vinden på Svalbard kommer ud af det blå. Rune fortæller om en entreprenør på øen, der arbejdede med små, tynde skifertagplader og glemte at sikre dem. Det var en smuk dag, men så kom vinden, og i løbet af få sekunder regnede farlige, skarpe tagsten ned over hele byen.

Der er mange dage, hvor byggeteams kun kan arbejde på små jobs, og de er nødt til nøje at overveje, om de kan arbejde med store gipsplader, da de kan være farlige, hvis de kastes omkring af de stærke vindstød. På et tidspunkt pressede vinden et russisk fly lige ind i en isvæg, der rager op ikke langt fra landingsbanen..

Byggeri på Svalbard

Ekstremt lyst om sommeren kulsort om vinteren

”Og selvfølgelig har vi temmelig ekstreme lysforhold,” siger Rune. ”Om sommeren brager solen ned døgnet rundt, og om vinteren er det stik modsat – fuldstændigt bælgmørkt. Folk i det nordlige Norge taler om mørke, men de ved ikke, hvad ægte mørke er. Om vinteren er vi nødt til at opsætte enorme projektører, som peger i alle retninger, for at oplyse byggepladserne. Derhjemme sidder folk og stirrer lige ind i store lamper for at narre deres kroppe.”

Vi kører på øens eneste vej, der går fra lufthavnen ind til byen og fortsætter et par kilometer i den anden retning til den sidste kulmine. I Longyearbyen er de farverige huse anbragt i et par rækker (tilsyneladende er der en slags minister med ansvar for farvetemaer i Bergen, som bestemmer farverne), der er et par pubber og et par butikker på gågaden, og over jorden slanger alle de elektriske kabler sig, så de kan levere strøm til byen.

”Det er ikke muligt at grave dem ned i jorden på grund af permafrosten,” siger Rune. ”Der er meget, der er specielt her. For eksempel, når sommeren nærmer sig, tør det øvre jordlag op og bliver til mudder, som så fryser til is igen om vinteren. Det er ikke let at konstruere bygningsfundamenter,
som kan tåle dette. Vi har indført en metode, som de bruger i det nordlige Canada og Alaska, hvor man anvender justerbare søjler, som bygningerne står på, så det er muligt at tilpasse hver bygning til de lokale forandringer i jorden.”

“Tanken er vel, at hvis det fungerer her på Svalbard, så fungerer det alle steder.”

Test af Snickers Workwear i ekstremt klima

Takket være det ekstreme klima fungerer Sandmo & Svenkerud som testpiloter for Snickers Workwear, og de har sat en masse af vores vinterarbejdstøj på prøve. Rune griner, når han tænker på det.

“Tanken er vel, at hvis det fungerer her på Svalbard, så fungerer det alle steder.”

Spørg os